Danmarks Miljøportal har modtaget brugerønsker, om det var muligt at indføre en generel mulighed for at foretage en 0-registrering af arter i databasen, dvs. det skulle være muligt at vælge en art i databasen og angive, at den ikke blev registreret ved eftersøgningen.
For udvalgte arter i det nationale overvågningsprogram findes der særlige skemaer til Naturdatabasen, hvor det er muligt at angive, at en art er eftersøgt, men ikke fundet, men der er ikke oprettet en dedikeret mulighed i registreringsskemaet til generelle artsfund eller § 3-besigtigelser som hyppigst anvendes af kommunerne. Naturdatabasens opbygning på ”data ud-siden” (dvs. visning af data) gør, at det ikke er så ligetil at indbygge funktionen, og da vi vurderer, at man vil kunne gemme oplysningerne via en omvej, er det ikke højt prioriteret at gennemføre ændringen i databasen i øjeblikket. Eksisterende 0-registreringer for bilagsarter i det nationale overvågningsprogram har været genstand for mistolkninger, når data fremsøges og fx vises på kort.
Nogle kommuner gennemfører systematiske eftersøgninger/kortlægninger af bestemte arter, og derfor er der et behov for at gemme oplysninger om, at en art er eftersøgt uden held. Nedenfor gives to forslag til løsning når man ønsker at gennemføre en 0-registrering af arter:
Brug registreringsskemaer fra overvågning af bilagsarter m.m.
For en række arter og artsgrupper kan du anvende registreringsskemaer fra de nationale naturovervågningsprogrammer. I mange tilfælde er det netop disse artsgrupper du har interesse i at eftersøge systematisk. Registreringsskemaer fra det nationale overvågningsprogram blev åbnet for anvendelse på tværs af myndigheder netop for at give mulighed for flere sammenlignelige data fra flere opgaver og projekter.
Det er muligt, at man ikke har tænkt sig at følge metoderne slavisk, og dette kan (og bør) angives i registreringsskemaets bemærkningsfelt ved stamdata.
Omvej til registrering i skemaet for § 3-besigtigelse
Det er ikke muligt at foretage en registrering af en art i feltskemaets artsliste, for der er ikke i databasen en umiddelbar mulighed for at tilføje, at en art ikke er fundet. Du må derfor nøjes med at angive arten som tekst. Det anbefales, at du gør det systematisk i bemærkningsfeltet til ”Arter på hele arealet”.
Tilføj derfor teksten: ”Eftersøgt, men ikke registreret: [artsnavnet]”.
F.eks.: ”Eftersøgt, men ikke registreret: Hvid sækspore”.
Det er ikke en perfekt løsning, men skulle der senere blive tilføjet mulighed for at foretage nul-registrering i databasen, vil man kunne fremsøge de registreringer, der er relevante at ændre, og en (semi-)automatiseret opdatering er ikke udelukket. Flere ”nul-arter” tilføjes ved at tilføje hele sætningen under hinanden i bemærkningsfeltet.
Det er vigtigt at pointere, at en nulregistrering aldrig må afrapporteres ved at vælge arten i artslisten og skrive i et bemærkningsfelt, at den ikke er fundet. Arter fremsøgt i registreringsskemaets artsliste vil af systemet altid blive mærket som et positivt fund og vil blive filtreret ud som sådan i søgninger.
Kommentarer
0 kommentarer
Artiklen er lukket for kommentarer.