Denne trin for trin-guide er blevet til i samarbejde med Arter.
Den beskriver, hvordan du opretter fund på arter.dk og tilføjer oplysninger til artsfundet.
Du skal være registeret som bruger af Arter eller i Danmarks Miljøportals brugerstyring for at kunne oprette artsfund på arter.dk. For at få adgang til arter.dk som en almindelig bruger skal du gå ind her, hvor du kan oprette dig.
Hvis du skal oprettes som en bruger, der skal benytte Arter som arbejdsredskab, skal du kontakte din lokale brugeradministrator i din organisation.
Når du vil indsende et fund på Arters webside, vælger du menuen 'Nyt fund'.
Bemærk! Hvis du vil indsende fund til en aktivitet, anbefaler vi, at du indsender fundet direkte fra aktiviteten, da mange aktiviteter efterspørger ekstra oplysninger om fundet.
Trin for trin- guide
1.
Opret et fund på ved først at logge ind på siden. Du vil nu kunne se din brugerkonto og dine seneste fund.
2.
Gå ned i venstre side af skærmen, og klik på "Nyt fund". Herefter åbnes en kort formular med forskellige trin til oprettelse.
Har du brug for at indsende flere fund fra samme dag og lokalitet, kan du oprette en tur med flere fund. Se artiklen: Arter: Opret tur, og tilføj fund til din tur.
3.
Klik på "Tilføj et billede", hvis du har et af dit artsfund. Du kan uploade op til fem billeder til dit fund, men de skal være i enten .jpg eller .png format.
Når du lægger et nyt fund ind, kan du vælge at se et udvalg af fotos af den pågældende art eller slægt, som en hjælp til at bestemme arten. Det gælder uanset, om du har brugt Arters billedgenkendelse eller selv har indtastet et artsforslag.
Bemærk! Du kan godt indsende fundet, selvom du ikke har billeder af fundet, men så skal du angive et artsforslag.
Arter anbefaler alle brugere at tage et billede af fundet, da det gør artsbestemmelse og oversigt over fund i Danmark langt mere præcis. Det er dog ikke et krav.
4.
Du kan nu angive, hvilken art du mener at have fundet, eller anvende systemets forslag vha. billedgenkendelse (4.a) og/eller billedsammenligning (4.b).
Du fremsøger arter i søgefeltet og klikker på den ønskede art i resultatlisten. Du kan også vælge en slægt, evt. baseret på billedgenkendelsen. Se gerne billedeksemplerne på den foreslået art.
Hvis du ikke er sikker på, hvilken art du har fundet, kan du nøjes med at klikke på knappen "jeg ved ikke hvad jeg har fundet". Du kan også angive et højere niveau af gruppering, eksempelvis slægt eller familie.
4.a Billedgenkendelse
Når et fund med foto lægges ind via hjemmesiden, vil systemet automatisk undersøge billedet og forsøge at genkende arten. Dette angives via et eller flere forslag, og det er herefter op til dig, at vælge om du vil gøre brug af forslaget samt at angive, hvor sikker du er på, at systemet har ret.
Du kan naturligvis forkaste alle forslag og skrive dit eget ved at begynde at taste i ”Hvad har du fundet” sektionen eller vælge at indsende fundet uden forslag ved at benytte ”Jeg ved ikke hvad jeg har fundet”.
Alle øvrige funktioner på ”Nyt fund” fungerer som hidtil. Du kan således stadig lægge yderligere informationer til fundet, fx antal eller alder.
OBS!
- Billedgenkendelsen er ikke ufejlbarlig – den er bare god til at gætte.
- Billedgenkendelsen er trænet på fotos fra Norge. Det betyder, at den nogle gange bliver udfordret på arter, som der er mange af i Norge, men få af i Danmark – fx elg.
- Billedgenkendelsen vil blive gen-trænet ca. én gang om året og vil derfor blive bedre med tiden.
- Den bedste måde at hjælpe på, er at hjælpe med at bestemme fund. Jo flere godkendte fund med fotos jo bedre billedgenkendelse.
- Billeder, der er skarpt skåret rundt om det man ønsker at genkende, giver det bedste resultat. En sommerfugl på en plante vil nogle gange give et bud på både sommerfuglen OG planten
4.b Billedsammenligning
Når du lægger et nyt fund ind, uanset om artsforslaget kommer fra Billedgenkendelse eller fra dit eget artsforslag, er det nu muligt at se et udvalg af fotos af den pågældende art – eller af et højere taxon, så du kan få hjælp til at bestemme arten.
Herefter skal du gennemgå det kendte forløb med at angive, hvor sikker du er på, at det er den rigtige art/slægt samt tilføje evt. ekstra information til fundet.
5.
Det næste, du skal, er at angive stedet for dit fund. Her har du tre valgmuligheder ift. at angive et funds placering.
Når du opretter et nyt fund (NB: gælder ikke ved oprettelse under tur), kan du vælge mellem følgende positionskilder:
- Billede (baseret på billedets geo-tag)
- Enhed (baseret på enhedens nuværende placering)
- Bruger (vælges på kortet)
Positionskilden vil som standardindstilling være gps-koordinatet knyttet til billedet (geo-tag). Opretter du et fund uden et billede, vil Arter i stedet anvende positionen for enheden, såfremt positionen er aktiveret, og arter har fået tilladelse til at tilgå ens position.
Hvis du opretter et fund med et billede, men billedet ikke har et gps-koordinat, vil enhedsplaceringen igen bruges som positionskilde.
Hvis du opretter et fund, hvor man ikke har et billede, billedet mangler geo-tag eller enhedens position er slået fra/ikke har givet Arter tilladelse til at tilgå enhedens position, vil man i stedet manuelt skulle angive fundpositionen på kortet.
Stedmarkøren tager udgangspunkt i din telefons GPS, hvis billedet er taget med denne, din computers lokation eller billedets indbyggede data, hvis dette kan findes. Du har dog altid mulighed for selv at angive, hvor dit fund er foretaget, ved at flytte markøren selv med museklik.
Sådan vælger du positionskilde
Det er altid muligt at skifte i mellem, hvilken af de tre positionskilder, der skal anvendes, såfremt informationerne og tilladelserne for billede og/eller enhed er givet. Du skifter mellem billede og enhed ved at klikke på vælg kilde over kortet under trin 3 i indberetning.
Du vælger bruger-placering ved at klikke på det ønskede sted på kortet. Efter brugervalgt placering kan du gå tilbage til enheds- eller billedeplacering ved igen at klikke på Vælg kilde. Præcisionen kan ændres ved at klikke på den angivne præcision og indtaste den ønskede præcision (m) eller hive i præcisionscirklen.
Sådan sikrer du, at billedets geo-tag ikke går tabt ved overførsel mellem enheder
Hvis et billede overføres fra én enhed til en anden, kan gps-koordinaterne tilknyttet billedet gå tabt, afhængig af hvordan billedet er overført. F.eks. kan dette ske ved overførsel via mail. En sikker måde at overføre mellem enheder, er direkte via kabel. Du kan tjekke, om et billede fortsat har gps-koordinater efter overførsel, ved at tilgå billedets egenskaber/detaljer. Tjek altid om geo-tag er slået til inden overførsel. Det kan være, at billedet ikke har et geo-tag fra starten.
Du skal være opmærksom på, at myndigheder har mulighed for at sløre dit fund. Dette sker eksempelvis, hvis dit fund er af en art, som er i myndighedernes fokus.
Du skal også være opmærksom på, at selvom du slører dit artsfunds lokalitet, kan myndigheder godt se den præcise lokation for fundet. Hvis du vil vide mere om sløring så se vores artikel netop om dette.
6.
Du vil kunne tilføje flere brugere til dit artsfund, hvis du ikke var alene om det. Men ellers er "finder" sat til den bruger, du er logget på med som standard.
Du kan angive dato for fundet, men dette vil typisk blive trukket fra billedets data.
Du kan tilføje en beskrivelse til dit fund. Når du er klar, klik da på "Indsend fund".
Du kan nu indsende dit fund, men du kan også vælge at tilføje flere oplysninger om fundet (f.eks. antal, hyppighed, levested eller livsstadie). Du skal også ind under 'Tilføj flere oplysninger', hvis du vil indsende flere fund fra samme tur. Dit fund vil have større værdi for forskere, hvis du tilføjer flere oplysninger.
Systemet giver dig besked, hvis du mangler at tilføje nogle informationer, før du kan indsende dit fund.
Du har også mulighed for at tilføje flere detaljerede oplysninger til dit fund. Dette er ikke et krav, men kan være en stor hjælp for forskere og naturforvaltere.
7.
Når du har indsendt fundet, vil en boks komme frem, og du kan enten: ”Indsende nyt fund” eller ”Se dit nye fund”.
Dit fund er nu offentligt på Arter, hvor andre brugere og eksperter vil validere det. Du kan herfra vælge at se dit nye fund eller indsende endnu et fund.
Du har nu indsendt dit artsfund og dermed hjulpet Arter med at registrere arterne i Danmark - tak for din hjælp :-)
Kommentarer
0 kommentarer
Artiklen er lukket for kommentarer.